83%
8.266 / 10.000 actions

Nu er det nok! Hvor mange beviser skal der til? Lux Leaks, Swiss Leaks, Panama Papers og nu Paradise Papers, der indeholder millioner af dokumenter om, hvordan mange store virksomheder undgår at betale skat. 

Nu SKAL statsminister Lars Løkke skride til handling og vise, at han ikke vil finde sig i en lovgivning fuld af skattehuller! Indtil nu er det lykkedes for selskabernes lobbyister at hviske politikerne i øret, så lovene imod skattely er blevet tandløse. Det skal slutte nu.

Hver dag vi lever med skattely, accepterer vi også den grimme bagside: Skattely skaber ulighed og fastholder folk i fattigdom. 

Skriv under sammen med os, og kræv handling nu.


BUDSKABET TIL STATSMINISTEREN

Kære Lars Løkke Rasmussen

Når superrige og nogle af verdens mest magtfulde selskaber gang på gang bliver taget i systematisk skatteundvigelse, så er det tid til at sige stop. Skattely skaber fattigdom og ulighed. Når de superrige og virksomheder som Facebook og Apple undviger skatten, så er det helt almindelige mennesker som dig og mig – og især de allerfattigste – der betaler prisen. 

Hvert år mister udviklingslandene mindst 700 milliarder kroner på grund af skattely. Det er penge nok til at betale for uddannelse til de 123 millioner børn, der lige nu ikke går i skole – og til at sørge for sundhed, som kunne forhindre, at seks millioner børn dør hvert eneste år. Også i Danmark oplever vi, at milliarder af kroner forsvinder ud af landet.

Det kan sagtens lade sig gøre at sætte effektivt ind mod skattely. Men det kræver mod og is i maven. Vi har givet jer et demokratisk mandat, som vi forventer, at I forvalter klogt og først og fremmest med tanke på borgerne. 

I øjeblikket forsøger EU rent faktisk at sikre beskatning af Facebook, Google, Apple og de andre IT-giganter, der gør skattemyndigheder i hele verden til grin med skattebetalinger på under én procent. Danmark skal arbejde aktivt for en fælles europæisk løsning og ikke blokere for løsninger sammen med Irland, Luxembourg og andre skattely. 

Derfor bør du gå forrest i kampen imod skattely ved internationalt at arbejde for:

  • Fuld offentlig gennemsigtighed i selskabers regnskaber land for land.
  • Et offentligt tilgængeligt register over, hvem der ejer hvilke selskaber, så skattesvindlere og kriminelle ikke længere kan gemme sig bag stråmandsdirektører og skuffeselskaber.
  • En sortlistning af skattelylande, hvor man straffer ved at lave økonomiske sanktioner mod de skattely-lande, der lever af at stjæle skatteindtægter fra andre lande.
  • En fælles europæisk løsning for beskatning af IT-giganter

Vi kræver, at vores politikere begynder at arbejde sammen på tværs af landegrænser i stedet for at konkurrere i et ræs mod bunden om at tilbyde lav skat og massive røgslør, der er til gavn for ganske få og en byrde for alle andre. Derfor siger vi: Nu er det nok!