Nyhedsbrev #3 - Om Gæld og Corona
Udsendt 15. april 2020

Først og fremmest håber jeg, at du og dine nære og kære er fysisk og mentalt okay, og at I passer på hinanden derude i denne tid. Det er så underligt, for det hele er så ekstremt, samtidig med at det er så stenet. Det er svært at finde ud af, hvor man skal være mentalt.

Mens mange af os har tænkt på situationen herhjemme, har vi hos Oxfam IBIS orienteret os udad. De sidste dage har vi fået prognoser fra vores internationale partnerorganisationer: Coronakrisen kan kaste 500 millioner mennesker ud i ekstrem fattigdom.

Lige nu knokler jeg og mine kollegaer derhjemme og via skærme for at gøre det muligt for verdens fattigste lande ikke at betale af på deres nationalgæld. Vi synes, de skal kunne bruge pengene på at redde liv i stedet for at sende dem til kreditorer. Gældspolitik lyder knastørt, men det er centralt for at forstå, hvorfor lande bliver fanget i fattigdom.

Så her en lille intro:
Verdens fattigste lande har en ekstremt stor gæld til både Verdensbanken, Den Internationale Valutafond (IMF) og hos private udlånere. Hvor ufatteligt det end er, bruger 64 lande flere penge på at betale af på gæld, end de bruger på offentlig sundhed. Lånene har ofte alt for høje renter og kommer med modkrav om nedskæringer i det offentlige, så der kan skæres i skatten på erhverv og gøre det mere attraktivt for vestlige virksomheder at komme til syd.

Når det ikke går godt i vesten, som nu, trækker de vestlige virksomheder deres penge hjem. I den sidste måned alene er der blevet hevet 100 milliarder dollars ud af det globale syd og tilbage til nord. Det er mere end på noget tidspunkt under finanskrisen! Pengene fosser ud af de fattigste lande, og derfor er de nu fanget i en uendelig gældsspiral, hvor de tager nye lån for at dække de gamle. Det holder ikke.

Der skal flyde nogle penge fra nord til syd i stedet. Derfor foreslår Oxfam, Global Jubilee og andre internationale organisationer, at man sætter en stopper for gældsbetalinger de næste to år (og sletter en masse gæld og renter), så verdens fattigste lande kan investere de penge hos sig selv i stedet for at sende dem til London og New York.

At verdens fattigste er forgældet hos verdens rigeste er ikke noget nyt fænomen. Den ulighed mellem nord og syd, der kun bliver værre af situationer som Coronakrisen, har en lang historie. En historie af kolonisering, udbytte og udnyttelse. Hvert år tager verdens rigeste lande langt flere penge ud af verdens fattigste lande, end de donerer. Gennem skattely, profit og finansiel akrobatik skabes der værdi i Afrika, Asien og Latinamerika, der kommer folk i Paris, Frankfurt, Stockholm og København til gode.

For mig har feminisme altid været et spørgsmål om magt. Hvem der har den og udøver den. Når private banker eller store institutioner tjener penge på at låne til dem, der har allermindst, gør de det for at tilgodese deres egne interesser. Grundlæggende skal vi have et globalt økonomisk system, hvor værdien fordeles fair. Det gør den ikke, når nogle stadig tjener penge på andres desperate brug for kapital.

Ulighed har mange ansigter. Men der er også dele af uligheden, som kan være så store, at de er ansigtsløse. Sådan kan det føles med gæld. Men de op til 400 milliarder dollars, som de rigeste lande kan sætte fri til de fattigste landes akutte behov, er så konkrete, som noget kan være. Det er penge, der kan gå til sundhedsydelser, mad og krisehjælp.

Skriv under her, som 750.000 over hele verden allerede har gjort (bland andet den dansk/syriske læge og aktivist Haifaa Awad!) og vis din støtte til, at de rigeste skal løfte tungest i corona-krisen, og ikke tjene penge på klodens mest udsatte.

På forhånd, stort tak!